Matthew er du virkelig den jeg tror du er? = Privat emne!

"Lilly, Lilly." sagde han og holdte hende oppe, "jeg kan bunde, utrolig let endda," grinte han og prøvede at berolige hende, "vil du ikke nok prøve at lære det? For min skyld?" spurgte han og kiggede iagtagende på Lilly.

"Jeg dør, jeg drukner" sagde hun enormt skræmt og trykkede sig helt ind til ham.
Hun va pisse bange af en eller anden underloig grund.

"Lilly!" sagde Matthew, noget overrasket. Han tog hende helt op til sig og begyndte at gå hen imod breden, hvorpå han satte Lilly ned - Matthew stod selv i vandet.
"Du drukner ikke." sagde han kort. "Du dør ikke." Matthew rystede på hovedet. "Du i dig selv er blevet anderledes, men din fantasi er stadig den samme." Matthew smilte kærligt til Lilly, men ærgrede sig over, at han ikke ville kunne hjælpe hende.

"Jeg dør" hulkede hun, da hun gik i panik, som hun altid gjorde når hun var bange, men det vidste Matt alt til.

"Shh..." saged Matthew blidt og lagde en hånd på hendes kind.
"Det gør du ikke, okay? Du må stole på, at jeg er her, uanset hvad." Matthew kiggede på Lilly og sørgede for, at hendes blik var lige mod hans.
"Lilly, jeg mener også i det hele taget. Stol på mig."

"Vand er farligT" hulkede hun og holdte sig helt tætop af ham.
Hun var stadig totalt panisk. Det var ikke godt, IKKE godt især ikke nu! Hun hulkede let, mens hun gemte hendes ansigt ved ham.

"Shh..." hviskede han stille og prøvede at få Lilly til at slappe lidt af. "Det skal nok gå." Matthew tog blidt fat i Lilly og fik hendes ben rundt omkring hendes talje. Han tog hende op til sig og gik op af vandet, uden nogle problemer.
Matthew gik hen til den bænk hvor de sad før og satte hende stille ned. Han satte sig ved siden af hende og nød den sidste aftensol.