Tid: Ved eftermiddagstid, ved 16 tiden.
Dato: Den ottende Januar.
Dag: Lørdag.
Sted: Hospitalsfløjen.
Omgivelser: Tomme senge, borde, medicin, nogle få spejle og hvad der ellers er sådan et sted..
Vejr: Udenfor; Tøvejr.
Årstid: Vinter?
Påklædning: En hvid knækort, lettere nusset (og blodig), iturevet kjole, med små "puf" ærmer og hendes højtelskede sølvfarvede hjertemedaljon.
Ai vaklede ind på Hospitalsfløjen. Hun var endelig kommet "hjem" igen. Hun var sluppet væk. Sluppet væk fra hendes plejebror - Lucas - i live. Eller sådan da.. Hun gispede efter luft, allerede da hun var kommet ind i rummet. Hun vaklede akavet hen til et af spejlene og så ind i det. Ai kvalte et skrig, ved synet af det hun så. En sorthåret pige. En bleg, tynd, forslået sorthåret pige! Med blod tværet ud alle vegne! Hun skævede ned til hendes mave. Hendes kjole var helt våd og rød af blod der. Ai begyndte at snøfte, hvorefter hun kollapsede på gulvet.
Hun sad lænet op ad væggen, mens hun stirrede åndssvagt ud i luften. De halvgennemsigtige tårer løb hurtigt ned af hendes beskidte, lyseblå kinder. Hun trak rystende hendes ben op under sig, mens hun knugede om dem. Hvorfor skulle det altid ende sådan? Ai ville jo bare besøge hendes venindes gravsted! Hvorfor blev hun så kidnappet af Lucas? Ført ind i hans lejlighed og tvunget til at gøre ting, hun ikke havde lyst til? Hvorfor var verdenen sådan et uretfærdigt sted? Hun hulkede højlydt, mens hun prøvede at få samling på sig selv. Hun rystede over hele kroppen. Hun græd og rystede voldsomt. Men hun blødte ikke længere fra maven! Eller nogen andre steder - alt det blod, der var på hende, var størknet. "Moar!" hulkede Ai, mens hun ledte efter hendes medaljon. Hun fandt den cirka ved hendes bryst. Hun knugede om den, med hendes blodindsmurte hånd. "Mo-ar.." hviskede hun. "I want you back. I miss you. Why...? Why should you die? Why should dad die? Jessica? Marii? Sasha? Why did you all die? Am I alone now...?" græd hun, mens hun knugede om hendes kæreste eje.
Efter et godt stykke tid, slap Ai igen hendes medaljon, hvorefter hun lod hendes hænder falde til jorden. Der lød en ubehagelig lyd, da knoglerne i hendes hænder, ramlede mod jorden. Hvad skulle hun foretage sig? Hvem kunne hjælpe hende? Hun kendte ikke nogen! Hun var helt alene, i den store vide verden! Hun havde ingen venner.. Hun græd stadigvæk, men hendes hulken var stoppet igen. "I just want a life. I want a family, there doesn't hit me.. I want a boyfriend who loves me, I want children who loves me.. I just want a family, that's all I wish for.." hviskede hun til sig selv. Hun stirrede igen åndssvagt ud i luften, for hvad helvede skulle hun tage sig til? Hun kunne dårligt nok stå på hendes ben mere! Og det fik hende blot til at græde endnu mere! Hun følte sig så alene. Ingen holdt af hende. Ingen gad hende. Hun var alene. Alene i hele verdenen. Og tomheden begyndte at fylde mere og mere i hende.
Tirs Jul 07, 2015 5:16 pm af Zoey
