De smukke toner fra Juliet og Scarlett. //Romeo//

Dato: who knows..
Dag: Fredag
Tid: 14.45
vejr: ??
Omgivelser. musikinstrumenter, forstærkere m.m.

Matthew fik lukket døren op til musik huset/lokalet. Duften af instrumenter flød ud imod ham og han sukkede glad.
Kunne det blive bedre? Nu skulle han endelig spille med Romeo igen. Lige præcist som i de gamle dage.
Matthew satte sig længst henne i det højre hjørne, ovenpå en forstærker. Han ventede på at Romeo ville nå ned til musik huset.
Matthew satte sig til at spille en stille melodi. Han nynnede lidt til og sangen mindede ham om Jahilla. Han kunne ikke lade være med at smile. Matthew havde jo endelig fundet sin søster, sin bedsteven og barndomsven, samt fundet sig sit livs kærlighed. Kunne det blive bedre?

Romeo kom gående ned imod musikhuset med et muntert smil og med Juliet på ryggen hendes meget lyse farve reflekterede solen og hun skinnede nærmest hvilket gjorde hende smukkere end normalt med hendes indgraverede bladmønster.
Han nåede hen til musikhusets dør og skubbede den lydlyst op hvorefter han gik ind og fik øje på Matthew nede i et hjørne af huset.
Han smillede til sig selv og lukkede døren bag sig.
"hvad spiller du?" spurgte han nysgerrigt og bevægede sig over imod Matthew.
Han satte sig op ad væggen ved siden af den forstærker som Matthew sad på og slyngede Juliet om på skødet for at han ikke maste hende ind imod væggen.

"En sang som jeg lige har komponeret til min ..." Matthew smilte. Bare tanken 'kæreste' var helt nyt for ham stadig. "... kæreste." fortsatte han med et større smil. "Jeg er rimelig tilfreds, da jeg brugte hele natten på at skrive den - søvnproblemer, du ved."
Matthew kom i tanke om, at Romeo jo kendte hans søster rimelig godt efterhånden. Han kiggede på Juliet og huskede, hvordan Romeo altid havde hende på sig, dengang han også boede i Paris.
Matthew's liv var igang med at falde mere og mere tilbage i det gamle mønster. Han bedsteven og barndomsven Romeo og nu havde han jo også sin søster igen. Der var ikke brug for nogle forældre - overhovedet.

"nå ja sådan en havde du jo fået" svarede han med et smil og fortsatte "må jeg høre den?" spurgte han nysgerrigt og kiggede op på Matthew. Det var efterhånden længe siden han havde hørt Matthew spille og var derfor i virkelig godt humør. "Lad en kvindekender bedømme den " fortsatte han prallende dog med en sarkastisk undertone. Han kunne ikke lade være med at grine lidt ved tanken om ham selv, en kvindekender. Det var ikke helt troværdigt

Matthew lo.
"Kvindekender.." han smilte og satte sig rigtig godt til rette. Kort tid efter begyndte han at spille en stille melodi, som senere fik mere rytme. Hans stemme var dyb, men stadig rimelig overraskende.
Hans stemme og hans talent til at kune spille musik var det eneste han faktisk havde, men nu hvor hans liv var temmelig fuldendt, var det nu lettere for ham, at komponere musik.

"Jah.."
Han smilte tilbage og ventede spændt på at Matthew ville spille noget og da han begyndte var hans stemme meget overrakende, men ikke på en dårlig måde. Hans stemme var dyb- dybere end Romeos, men ikke for meget. En flot stemme.
Også guitaren havde en harmonisk lyd . en flydene lyd.

Matthew spillede outro'en og lod Scarlett runge lige så stille, til lyden svandt hen. Han kiggede på Romeo og glædede sig til at høre, hvad han syntes om den.
Det var som om Matthew og Scarlett bare passede sammen. Stemme som lyd ...

Romeo klappede let i hænderne med et glad smil "Fantastisk! hun bliver nød til at elske den!" svarede han og klappede Matt på skulderen "jeg kunne specielt godt li overgangen mellem broerne!" fortsatte han og tænkte at det nok havde lyt lidt nørdet.

"Perfekt!" lo Matthew med et kæmpe smil. Han kunne ikke lade være med at glæde sig til, at Jahilla hørte sangen ... han havde virkelig lagt meget i den.
"Nå, men..." Matthew kiggede på Romeo, stadig med et kæmpe smil på læben, "skal vi spille noget? Et nummer eller to?"

"jo, har du noget bestemt i tankerne?" svarede han og rettede lidt på Juliet så han var klar ril at spille, det havde været så længe siden at hans fingre næsten brændte for at spille noget.

"Hmm..." Matthew smilte stadig. "Det er op til dig, jeg har ikke lige noget i tankerne." han spillede hurtigt en lille spansk vise på Scarlett, lod sine fingre danse hen over guiarens hals. Det føltes godt at spille med Romeo igen, det var så længe siden!

"hmmm hvad var det nu den vi altid plejede at spille hed?" spurgte han imens ham slog et par velkendte akkorder som han mente var noget af det de altid spillede da de var små, men det var så længe siden nu at han ikke kunne huske det

"Hmm..." svarede Matthew med et grin. "Det er så lang tid siden, du ved..." han grinte og lyttede nysgerrigt til de akkorder Romeo spillede. Han tænkte så det knagede.
"Det er virkelig lang tid siden, men jeg kan stadig huske det. Tænk, at tiden er gået så hurtigt." Matthew's stemme var tydeligt overrasket. Det hele gik i orden for ham nu.

"det er vildt" svarede han og fortsatte hurtigt "også at vi mødtes her igen". Han kiggede over på matthew med et fjernt smil. Det var egentlig trist at tiden bare fløj fra dem, men nu havde mødtes de igen så alt var vel godt

Matthew lo.
"Jeg føler mig pludselig så gammel," lo han og tog en hånd gennem det mørke hår, "vi er jo ikke lgiefrem så børn længere." Matthew smilte og kiggede lidt rundt. Nah, der var ingenting der var det samme længere. Ikke en gang ham selv.

"Ja nu kun vi næsten begynde at sige 'da jeg var dreng'" grinede Romeo tilbage og tænkte lidt på hans barndom som nok ikke var den mest tiltrækkende. "Jeg tror ikke jeg fik spurgt, men hvordan går det med familien?" Det var lang tid siden så Romeo kunne ikke rigtig huske dem

"Ja, det er helt utroligt..." lo Matthew og smilte.
Familie... emnet han ikke var så glad for. "Lily har det perfekt, som du ved," lo han videre og spillede nogle enkelte toner på Scarlett's strenge, "min far - ja, hvor i verden han er, ved jeg ikke helt, men han har vist lige mødt en ny tøz. Og min mor... ja, hun gik desværre bort for nogle år siden. Så nu er det i virkeligheden kun Lily og jeg der er tilbage, da vi ikke ser vores far længere." Matthew hadede normalt at snakke om sine forældre og det, men det var i virkeligheden rart at have nogen at snakke med om det, uden at det blev alt for følelsesladet. Matthew kiggede ned på Scarlett og så op på Romeo igen. "Men Lily og jeg klarer os helt fint, bare hun og jeg holder sammen." det kunne man roligt sige. Siden Matthew havde fundet Lily igen efter års separering, havde alt været bedre og skolen interesserede ham nu igen. For han vidste, at han skulle passe på Lily, nu hvor der ikke var andre der i virkeligheden gjorde.