This is my life - Romeo

Dato: Irl
Årstid: Sommer
Dag: Mandag
Vejr: Skyfri himmel og varmt
Sted: Skoven
Tid: 15.30
Omkring: Ingen overhoved



Juliet gik igennem skoven med rolige yndefulde skridt... Hun gik bare rundt uden at vide hvor hun ville hen... Hun begyndte roligt at synge... Hendes sang bredte sig rundt omkring hende og hun lukkede øjnene i... Hun hørte en lyd og stoppede kort med at synge og åbnede øjnene, pludselig kom en lille fugl hoppende ind foran hende og hun skreg kort "Årh pis! Jeg fik et kæmpe chok!" sagde hun irreteret og kiggede bebrejdende på fuglen som lige så stille hoppede væk... Hun tog en dyb indånding og gik videre rundt i skoven... Hun kom til en sti fyldt med høje bregner... Hun gik bare igennem dem som om de ikke var der... Hun var ifført et par sorte shorts og en pink tangtop... Hun stoppede op og kiggede sig omkring for at finde ud af hvor hun var, men det gik op for hende at hun var farret vild... Hun gik i panik "Er her nogen?" råbte hun og håbede på at få svar, men intet... "Hallo? Er her
nogen?" råbte hun igen og satte sig ned på en træstup...

Romeo kom gående igennem skoven der var lys og fuld af liv på grund af årstiden. Han var taget her ud for at få en lille pause fra det hele, skolen, smøgerne, det hele. mens han strøg udenom bregnerne der rækte ind over den smalde sti som han gik på, nåede en lyd ham. Han stoppede op og lyttede, en klare blanke stemme var ikke så langt væk og det lød som en pige der sang? Han fulgte lyden lidt indtil den stoppede igen. Stien som han før havde gået på var væk og under ham var kun blade og jord "Fuck, jeg finder aldrig tilbage igen" mumlede han mens han fortsatte. Det varede ikke længe før han hørte pigen igen, denne gang råbe på nogen, var hun faret vild? "Ja her er nogen, men hvor ved jeg ikke" råbte han for at svare pigen han havde hørt men ikke kunne se på grund af de mange træer.

Juliet sad med hovedet begravet i hænderne og prøvede at genopfriske den vej hun var gået, men hun var helt blank! Hun vidste simpelthen ikke hvor hun kom fra... Pludselig hørte hun en der råbte det var en dreng ikke såååh langt væk "Øhhm... Shit..." mumlede hun da hun ikke vidste hvordan hun skulle finde ham... Hun kiggede sig omkring "Råb lige igen" sagde hun da hun ville følge hans stemme "Og bliv ved så prøver jeg at finde dig" sagde hun og rejste sig op med en hurtig yndefuld bevægelse... Hun kiggede sig omkring og ventede på svar... Hun trampede lidt i jorden og sukkede stille... Hun var bange for at hun ikke ville kunne finde tilbage, men idet hun tænkte på det kom hun i tanke om stien... Hun vidste hvor den førte hen... Den førte lige ned til blomsterengen hun havde været på sammen med Jayden... Hun grinte lidt ved den tanke... Hun begyndte at gå i retningen af drengens stemme...

Romeo drejede hurtigt omkring nogle træer og så pludselig pigen et stykke foran sig.
"ikke nødvendigt, jeg fandt dig" svarede han grinende mens han kløede sig lidt i baghovedet med den venstre hånd.
Han puffede lidt til nogen blade med foden og kiggede så hen på hende "er du faret vild, eller er jeg den eneste der gør sådan noget?" spurgte han imødekommende.
"Jeg er Romeo" fortsatte han og rækte en hånd frem imod hende som en hilsen.
Han havde ikke været ude i denne skov før, han var faktisk sjældent ude i skoven da han boede midt inde i Paris når han ikke var på Abingdon.

Hun vendte sig hurtigt op da hun fik et chok "Nåår... Hej" sagde hun smilende og kløede sig lidt i håret "Du er helt klart ikke den eneste der gør sådan noget... Jeg tror jeg svarer til ti på det område... Og ja... Det er jeg" sagde hun smilende og grinte lidt genert... Hun kiggede op på ham "Juliet til tjeneste" sagde hun smilende og bukkede meget let, hvorefter hun trykkede hans hånd... Hun kiggede sig omkring og smilede let til Romeo... Hun tænkte lidt og kiggede sig omkring hvor var hun kommet fra? Hun kunne simpelthen ikke huske det... Hun vendte og drejede sig og prøvede at huske... Bare noget... Hun kiggede tilbage på ham "Øhhm... Der var en sti og jeg tror at der tæt ved den sti ligger en mark med blomster hvor jeg godt kan finde tilbage til min skole fra" sagde hun og lagde hovedet lidt på skrå "Går du på Abingdon?" spurgte hun med et let smil på de rosa læber...

Han trykkede hendes hånd igen og gav så slip på den igen. Juliet? hun havde samme navn som hans elskede guitar. "ja, jeg tror jeg stod på den for et par minutter siden" svarede han grinene og kløede sig let i nakken " svarede han mens han holdt øjnene på hende "Ja jeg er næsten lige begyndt på Abingdonskolen" fortsatte han og kiggede sig lidt rundt "jeg tror måske det er den vej" sagde han så og pegede i en tilfældig retning.
skoven var pludselig alt for stor og vis de var uheldige kunne det tage lang tid at finde tilbage på skolen.

Hun smilede lidt "Okay... Fedt" sagde hun smilende... Hun betragtede Romeo lidt og følte kunne mærke hvordan panikken begyndte at rasle ind over hende, men hun fik nedkæmpet den "Altså jeg tror at jeg kom den vej fra" sagde hun i munden på ham og pejede den modsatte vej af ham... "Ohh pis... Vi finder aldrig tilbage vel?" spurgte hun og kiggede på ham med lidt opgivende øjne... Hun sukkede og kiggede op imellem bladende på træerne... Hvordan skulle de finde tilbage "Egentlig er det vel enten at vente på at der kommer nogle eller bare gå" sagde hun med et lidt mut smil på læben... Hun sukkede stille...

"jeg stemmer på at vi bare begynder at gå i den retning" sagde han så og pegede den vej hun sagde hun var kommet fra "også se hvor den ender, på et eller andet tidspunkt må vi vel komme ud på den anden side af skoven" fortsatte han og rodede lidt i jorden hvorefter han begyndte at gå imod den retning hun havde sagt "kommer du?" spurgte han med et smil og fortsatte, det var egentlig ligemeget om de var faret vild eller ej, han havde masser af tid og intet han skulle nå.

Hun sukkede "jamen hvad nu hvis vi kommer ud på den forkerte side af skoven? Hvad gør vi så?" spurgte hun med en lille fransk accent, men dog traskede hun bare efter ham denne gang meget mindre elegant end før... Hun kiggede bare på ham og sukkede "Argh! Jeg hader sådan noget her!" sagde hun... Hun kiggede til venstre og så noget der var lidt gult og lyserødt "Hey! Kom den her vej" sagde hun og løb imellem træerne... Hun skyndte sig alt hvad hun kunne og regnede med at han var med... Hun stoppede da hun stod overfor en stor blomstermark hvor gule og lyserøde blomster lå som et smukt tæppe over den... Hun smilede lidt "Nu ved jeg hvor vi er!" sagde hun smilende og gik ud i blomstermarken... Hun smed sig i blomsterne lidt inde og grinte lidt... Hun elskede det her sted!

"såe.. må vi finde på noget" nåede han at svare inden hun forsvandt ind imellem træerne.
Han sukkede og fulgte hurtigt med uden at sige noget.
Det var svært at følge med eftersom hun var mindre end ham og hun kunne derfor bedre komme igennem buskasset.
En stor blomstereng kom til syne foran dem. Han prøvede at stoppe men kunne ikke nå det og væltede ud i de mange blomster ved siden af hende "fedt for jeg har stadig ingen ide" svarede han og grinnede lidt.

Hun smilede lidt... Han var jo næsten ligeså klodset som hende... Hvilket faktisk var meget klodset... Eller ej... Nu skulle hun jo ikke være ond han var nok højst en tiendedel så klodset som hende... Hun smilede bredt til ham og bukkede sig lidt fremover "Skal du bruge noget hjælp?" spurgte hun smilende og grinte kort... Hun smilede bredt og rækkede en hånd ud imod ham...

//Undskyld længden ;O//

Han smillede tilbage og sukkede opgivende " Ja tak" svarede han og tog hendes hånd hvorefter han kom på benene "Tak" sagde han smilende og kiggede sig omkring.
Engen var stor og fuld af blomster der var sprunget ud, et smukt syn. Han kiggede tilbage på Juliet og grinnede lidt "Ja jeg er lidt klodset nogen gange" sagde han så og grinte lidt mere.

//det okey, mit blev heller ikke så langt^^//

Hun grinte lidt "Ikke nær så klodset som mig... Jeg kunne vælte over en mus hvis det skulle være... Og så er jeg uheldig... Derfor farer jeg altid vild" sagde hun med et let smil over læberne... Hun kiggede på ham med nyrgerrige øjne "Hvorfor farede du i det hele taget vild?" spurgte hun og kiggede bagud på ham... Hun havde lidt på fornemmelsen at det var pga. hende, men hun ville gerne være helt sikker før hun sagde undskyld eller sådan noget... Hun kørte en hånd gennem håret og stoppede op da hun stod ved siden af en lille bregnesti... "Det er helt klart her!" sagde hun med et let smil på læben...

Han kiggede hen på hende mens han kløede sig lidt i håret "Hvad fanden, det skal der jo osse være plads til" svarede han og lyttede lidt til hende inden han svarede på hendes spørgsmål "Jeg gik på en sti og hørte dig kalde også regnede jeg med at jeg kunne finde tilbage på stien" svarede han og holdt en lille pause før han afsluttede "men som du fandt ud af er retningssans ikke min stærke side og jeg farede vild"
Han trak på skulderen og kiggede op imod den blå himmel.

Hun grinte bare lidt og smilede bredt "Ja det skal der jo" sagde hun med et kæmpe smil over læberne... Hun kløede sig lidt tænkende i håret... Så han var faret vild pga. hende? Ejj vel? Hvorfor skulle hun altid hive andre folk med i fedtefaget? Var det ikke nok at hun selv altid havnede der? "Ej! Det må du altså virkelig undskylde... Det er jo min skyld at du også farede vild så" sagde hun med et undskyldende ansigtsudtryk...

Han grinte lidt videre og kløede sig i baghovedet. "Det skal du ikke tænke på" svarede han med et smil hen imod hende "du reddede mig jo faktisk fra kedsomheden, så hvad fanden" fortsatte han med et skævt smil.
Det var jo ikke fordi han kedede sig nu så det var nok meget godt at have mødt Juliet.

Hun smilede let og kagde hovedet let på skrå... "Nøøj! er jeg nu interrasent... Jeg plejer altid at være lyseslukkeren" sagde hun med et lille smil i stemmen... Hun kiggede sig lidt omkring... Hendes blik gik over marken og endte så på den lille sti "Skal vi komme videre?" spurgte hun og gik ned af den bregnebegroede sti hvor hun utallige gange var ved at vælte over sine egne ben... Der var der så et bevis på hendes klodsethed... Til sidst fik hun spændt ben for sig selv og væltede ligened i de våde bregner...

"ja lad os gå" svarede han og begyndte at gå efter hende. Han fuldte let efter hende med rolige skridt imens han unvigede hendes utallige gange hun snublede. Han smilede for sig selv af at se hendes klodsedhed, men blev hurtigt helt vågen da hun snublede helt foran ham. Han nåede lige at gribe fat i hendes talje så hun ikke væltede helt ned i bregnerne og trak hende så op igen "pas på" begyndre han med et skævt smil "du skulle nødigt slå sig" afsluttede han og slap hende hvorefter han begyndte at gå igen