Alene, hvad ellers? -Matthew

Dato : 13/6
Årstid : sommer
Dag : Søndag.
Vejr : regnnvejr. Torden. Storm.
Sted : ved Trappen.
Tid : Irl.
Omgivelser : Ingen, alle er hjemme på weekend.

Cisse sad alene nederst på trappen, da de fleste var taget på weekend.
Dem der var tilbage var enten snobbegrupperne eller dem der holdte sig for sig selv. Dte var i hvert fald det hun havde set. Hendes forældre havde ikke tid til hende. Også selvom hun vidste dte bare var en undskyldning for at slippe af med hende.
Hun bed sig i læben og så ned på hendes sorte converse. Hendes hullede bukser og sorte tshirt var ikke noget at prale af eftersom hun egentlig havde mindst 3 bundt 1000 kronsedler liggende et eller andet sted. Så havde hun dte bedst i det. Hun sukkede og pillede ved sit flossede snørrebånd.

Matthew kom gående ud fra sit værelse af, og lukkede omhyggeligt døren. Selvom der ikke var så mange på skolen, ville han nu gerne være sikker på, at alle hans tekster og musikgrej ikke blev snuppet.
Under armen havde han sin gamle guitar. Han havde det bedst, når han havde den med sig.
Matthew gik ned ad trappen og fik øje på en mørkhåret pige, der sad alene. Det undrere ham - hvorfor var hun ikke taget på wekkend?
Matthew havd eikke nogen steder at tage hen, egentlig. Han gad ikke at bruge penge på en flybillet hjem, da hans forældre ikke gad ham. Men det var også fint - han havde været alene de sidste ni år, så hvorfor skulle der være nogen som helst forskel?

//Skrev jeg ikke Cisse >.<?//

Heartie så op og fik øje på en dreng med en guitar under armen.
Hun kiggede kun hurtigt på ham,var bange for at stirre, inden hun kiggede ned igen.
Hun tog benene op under sig og lagde armene om inden hun sukkede igen. Hendes Ipod var i stykker, så hun havde ikke rigtigt noget der kunne bruges her. Og hun nægtede at købe en ny for de bestikkelses penge hendes forældre havde sendt hende.

//Jo du gjorde (: //

Matthew nåede ned til enden af trappen og kiggede på pigen.
"Hej," sagde han stille og stod nu foran hende. Det undrede ham stadig, at hun var sad her alene. Men vejret var alligevel rigtig dårligt, så det var forståeligt nok, at hun ikke var udenfor istedet.
Over dem, var skyerne utrolig mørke og tordenen havde brudt ud. Han rystede på hovedet - han hadede torden.

//Gammel vane >.<!//

Heartie kiggede op, forbavset og overrasket.
"Hej." Mumlede hun og kiggede hurtigt ned igen på sit flossede snørebånd.
Hun var ikke vant til selvskab, det havde hun aldrig været. Hun havde altid været sin mors øjesten.. MEn dte hele var gået så grueligt galt..
Hun bed sig i læben, og kiggede hurtigt op for at se om han var gået videre eller hvad.
Inderligt ønskede hun han ville blive og snakke med hende. Men på ydersiden ville hun helst være alene.

//det er okay ^^//

"Du ser trist ud," sagde Matthew og kiggede på pigen, "har du brug for selvskab?" Matthew legede med sin tungepiercing, uden at pigen lagde mærke til det. Det var en gammel vane. Han stilte sig lidt længere væk fra pigen, for ikke at være for nærgående. Han havde vist ikke set hende før.

Hun bed sig i læben og kiggede på ham, der var undring i hendes blik.
"Jeg hedder Evelyn." Mumlede hun og smilede lidt til ham, ikke et der nåede hendes øjne. Det var mere bare høfligt. "Og du?" Hun vidste egentlig ikke rigtigt hvad hun skulle sige eller gøre. Hun var ikke vant til at være sig selv sammen med andre mennesker, normalt var hun utrolig kærlig og elskværdig. Det var derfor hendes mor havde kaldt hende Heartie... Hendes mor.. Hun bed isg i læben.

"Matthew," svarede han, da han præsenterede sig. Han satte sig på trappetrinnet under Evelyn og smilte tøvende. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre, for han var ikke så god til det sociale, "godt at møde dig." sagde han med et smil og ruskede lidt i sit hår. Det strittede ud til alle sider som det plejede.

Hun smilte næsten lige så tøvende tilbage inden hun så ned i jorden igen på sine flossede converse.
"Også dig." Mumlede hun og kiggede hurtigt op og fangede øjenkontakt.
Som et råb omm hjælp.

"Men jeg vil ikke forstyrre, så ..." Matthew vidste ikke helt om han skulle gå sin vej, eller ej. Han syntes også at det var lidt akavet, men det var lidt 'underligt' - syntes han - at hun sad her på trappen alene.

Hun lo hjerteligt, første tegn på et normalt og et ikke-hjernevasket-af-rumvæsner-og-voldtaget-bagefter-menneske. "Hvad skulle du forstyrre i?" Hun smilede stadig lidt tøvende.

"Hvis du nu sidder og tænker.." Matthew var ikke helt klar over, hvad han skulle sige, "og bare vil have fred?"

Hun smilte skævt til ham. "I fred?" Hun rystede på hovedet. "Jeg får vist fred nok." Hun smilede lidt.

"Virkelig, hvad er det der gør dig så nedtrykt? Der er da ikke noget der kan få mig så lavt ned i humøret." nej, ikke nu, hvor han havde Jahilla.

Hun sukkede. "well, nogle ting fortæller jeg ikke fremmede."

"Vi er begge elever på Abingdon," mumlede Matthew, "helt fremmede overfor hinanden, kan vi da umuligt være."

Hun smilede hjerteligt til ham. "Men vi er heeller ikke venner." Sagde hun og bed sig i læben. "Man ved jo aldrig hvad folk siger bag ens ryg vel? Smilede hun.

"Jeg lyver ikke. Jeg holder mine løfter og hvis jeg får nogle hemmeligheder," sagde Matthew kort. Han kiggede på Heartie og prøvede at finde ud af, hvorfor det var, at hun var så ... ked af det?

Heartie smilede til ham. "Hvis jeg fortalte dig det, og du vidste hvordan verden var, ville du tro på mig?" Spurgte hun og smilede, hun var ikke fjendtlig indstillet. Bare realistisk.

"Jeg har oplevet en del," sagde Matthew og smilte tøvende. "Prøv mig." Matthew kigede udfordrende på hende.

Hun så pludselig disorienteret ud. "Prøve dig?" Mumlede hun usikkert, hun forstod ham ikke.
Var det et tilbud om venskab?

"Ja. Jeg har jo oplevet en del - her i livet - så ... lad mig høre, hvorfor er du så ked af det? Jeg er sikker på, at jeg kan forstå det... prøv mig." han smilte venligt til Evelyn.

Cisse mumlede noget utydeligt mens hun så ned i jorden.
"Min mor dæde da jeg var tretten, de sidste tre år har min papmor styret det hele, og hun sendte mig hertil."Mumlede hun så.

"Auch," mumlede Matthew. "Det er jeg ked af at høre. Men så står vi faktisk i samme situation."

Hun kiggede overrasket op. "Hvad?" Spurgte hun uforstående, hun havde aldrig troet at nogen i verden andre end hnde ville blive dømt til sådan et uhyggeligt grusomt liv.