Matthew er du virkelig den jeg tror du er? = Privat emne!

"Du kan lide ham," lo han og rystede på hovedet, "du kender mig, jeg er lidt for feminin til ikke at kunne opdage sådan noget søs." Matthew kiggede på hende og smilte. "Har I noget kørende? Hvis ikke, kan jeg godt lægge et godt ord ind for dig. Han er jo min bedsteven." Matthew smilte. Bare kategorien 'bedsteven' lød underligt. Det var første gang.
Matthew huskede hvor ked af det han havde været, da familien skulle flytte fra Paris. Og sin bedsteven.

"nej jeg kan ikke" sagde hun og prøvede at lyde bestemt, men det kunne hun jo ikke når det han sagde passede. "og hvis jeg kunne vidste du det ikke" sagde hun stille ofg smilede så nuttet til ham.
men man kunne tydeligt høre at det ikke passede, altså det hun sagde, det var en af hendes svagheder, altså at lyve.

"Lilly, sagde jeg ikke lige at du burde stole på mig? Hold nu op. Indrøm det, så er du sød." Matthew kiggede på Lilly og begyndte at kilde hende. Det var som om, at deres familie - nu i noget mindre format - var tilbage igen.
Matthew og Lilly havde altid godt kunne snakke, men Matthew var ked af, at der var opstået en vorm for en mur, imellem dem. Han hadede, at Lilly ikke kunne snakke med ham om hvad Lilly nu end havde lyst til.
"Du ved at du kan stole på mig."

Hun begyndte at grine da han killede hende.. "okay okay jeg indrømmer det, jeg kan godt lide ham lidt men kun lidt" sagde hun næsten hviskede da hun stadig grinte mens han kilede hende.
"Ja det ved jeg Matt, men Matt jeg tænkte på om øm.. dig og Jahilla ville holde jul med mig, siden jeg ikke har holdt jul i 2 år nu " spurgte hun nuttet.

"Jeg vidste det," lo Matthew, og smilte kærligt.
Matthew blev lidt overrasket, da hun snakkede om jul.
"Jul? Jeg ved ikke hvad Jahilla skal til jul," sagde han, lidt ... forvirret. Ja, hvad skulle Jahilla egentlig til jul?
"Men jeg vil hvert fald gerne, søs." sagde han og stoppede med at kilde hende.

Hun grinede nuttet. Hun havde endelig bare nævnt jul så at han glemte det med Romeo. Eller det håbede hun i hvert fald, at han gjorde.
"Årrhh.. Vil du!" spurgte hun begejstret og smilede nuttet til ham. "Matt, der er lige nogle ting jeg skal fortælle dig en anden dag er det okay??" spurgte hun og bed sig let i underlæben.

"Ja, selvfølgelig vil jeg det!" sagde Matthew begejstret. Men det andet Lilly sagde, undrede ham lidt.
"Fortæl mig det bare nu," sagde han og sukkede, "der er intet der kan få mig ned med nakken." han smilte kærligt til Lilly og gav hende et kærligt klem, nu da hun sad hos ham.

"Jov det kan det altså, men det er nok bedst at du får det afvide, for det er dig der er ældst" mumlede hun let.
"Bedstemor.. Døde her sidste år, og bedstefar vil ikke kendes ved det så han er småt blevet sindsyg" mumled ehun trist og en tåre løb ned over hendes kind.

Matthew mærkede, hvordan blodet fra hans ansigt forsvandt. Han blinkede et par ekstra gange med øjnene.
"Nej ..." sagde han stille og begyndte så småt, at få små tårer til at trille ned ad kinderne på ham. "Og jeg som har været den største idiot i et helt århundrede." Matthew mærkede hvordan vreden over sig selv bredte sig i ham. Hvad havde han dog tænkt på?! Arrigt, slog Matthew hans højre hånd hårdt ned i bænken, så den rystede.
"Pokkers, pokkers, pokkers ..." sagde han, mens tårerne stadig trillede ned ad hans kind. Han begravede sit ansigt i Lilly's hår og knugede hende ind til sig.

Tårene væltede frem ned af hendes kinder. Hun blev lettet over ikke at bære det alene,at gå og være ked af det, i det sidste år, og ikke kunne snakke med nogle.
"men hun bad mig sige til dig.. at hun elsker dig" tårene strømmede ned af hendes kinder, værre end før. Både sorgen, men også glæden, over at Matt, vsr her kunne holde om hende. det var jo Fantastisk-

Matthew rystede på hovedet af sig selv.
"For pokker!" hvæsede han for sidste gang. Hans ansigt var stadig gemt i Lilly's hår.
"Lilly, please tilgiv mig." tårerne strømmede ned ad kinderne på ham og han hadede, når Lilly græd, uanset hvad. "Please ..." sagde han mellem sine tårer. Han prøvde virkelig at tage sig sammen, men uden held.

"Du vil altid være tilgivet" mumlede hun hæst, og gemte hendes hoved. ved ham, det var rart at føle sig tryg igen. bare ved at sidde sammen med Matt, gjorde hende mindre urolig. Især når hun var sammen med hendes elskede bror. Han bvar jo den enste som hun kunne stole på, i hvert fald af hendes familie.

//er nødt til at logge ... men svarer imorgen ^^//

"Jeg har virkelig savnet dig, Lil," sagde han og tørrede sit ansigt, "virkelig." Matthew mærkede hvordan alle de fortabte fredags aftener hurtigt ville blive indhentet og hvordan Matthew ville kunne klare sig bedre, nu hvor Lilly var der og at hun faktisk gadat snakke med ham.
"Jeg er ked af, at jeg ikke har været der for dig. Men det sidste år, har jeg ikke lavet andet end at lede efter dig."

Hun smilede let til ham. 2undskyld jeg forlod jer" hviskede hun stille og trykkede sig let ind til ham. Hun fik bare nok af Charlie, dengang, men nu havde hun skyldføelse over at have bragt dem i helved, eller i hvert fald Charlie, som nu drak og nogle ting hun ikke fik afvide.

"Du havde vel en god grund ..." sagde Matthew stille. "Men er du klar over, hvor svært det har været, hjemme uden dig? Charlie gik fuldstædigt ned." Matthew huskede, hvordan hans far stoppede med straks stoppede med at arbejde. Han endte med at bruge hele sin dag med bare at sidde udenfor på terrassen. Også om natten. "Der var intet jeg kunne gøre."

"Hvorfor gik han ned, jeg betød da ikke noget for ham vel??" sagde hun og smilede let til ham. "Hvad lavede han udenfor??" spurgte hhun stille og betragtede ham let, med et lille suk, før hun let slog armene om ham.

Matthew lagde sine arme om Lilly.
"Lilly, du var hans datter - er hans datter. Han mistede alt. Og mit forhold til Charlie har ikke just været lutter lagkage." Matthew smilte prøvende.
"Han sad udenfor og bare ... gloede. Ud i luften, bare ... helt tom." Matthew kiggede ned i jorden. Det hele var så trist - og sandheden var ikke just køn.

Hun nussede let hovedet ind til ham.. "Jeg er forfærdeliig" hviskede hun mens en tåre løb ned af hendes kind.
Ren og uskyldig var den tåre som nu løb, ned og ramte Matts trøje.

"Nej. Alle laver fejl. Du er ikke forfærdelig, Lilly ..." mumlede Matthew og krammede hende. Hvorfor skulle det lige ske for dem?
Matthew anede ikke, hvordan hn skulle hjælpe nogen overhovedet. Han var ... blank.
Matthew tørrede Lilly's kind, helt forsigtigt.
"Shh... Du må ikke være ked af det ..." Matthew prøvede desperat at fremtvinge et smil, men uden held.

"Okay" hviskede hun let, og fik fremtvunget et meget lille smil.
Hun nussede sig let ind til ham.. "Du siger ikkke noget til Romeo om du ved nok??" hviskede hun stille og lettere nervøst. Han måtte IKKE sige et pip!
Men hvad regnede hun med?? Han var jo hendes bror, selvfølgelig ville han sige det til ham. Og især hvis Romeo selv kom ind på emnet `Love´.
Så der gik nok ikke lang tid, øfr Romeo vidste det.

"Jeg ved ikke hvad jeg skulle sige til ham om os," lo Matthew, "han er min bedsteven, men ... ja. Bare rolig. Du burde vide, at du kan stole på mig - også selvom jeg er en dreng." Matthew smilte og kiggede lidt rundt omkring dem. Der var ingen uden over Lilly og Matthew. Det var måske også meget godt, da der jo ikke var så mange der vidste, hvad både Lilly og Matthew havde været ude for. Matthew ville helst heller ikke have, at andre vidste, hvad Lilly og Matthew's baggrund var ... det var ... noget der kun burde holdes inden for fire øjne.

"Sværger du?" spurgte hun mistroisk og grinte kort og nuttet. Han var jo hendes bror, så han havde vel ret til at drille hende, ikk? Eller var det bare sådan en god bror hun havde fået som ikke sladrede til hans bedsteven? Men han ville højst sandsyndeligt sladre hvis Romeo spurgte om Lilly kunne lide ham.
Men værre var det vidst heller ikke vel? For det var jo snadheden.

"Jeg sværger," sagde Matthew højt og helligt. Han lagde en hånd hen over hjertet for at vise det - bare for sjov.
Matthew grinte og aede Lilly på armen. Hvor var han glad for, at han endelig havde hende tilbage. Han sukkede glad, og satte sig rigtig godt tilrette.

"Godt!" grinede hun nuttet.
"Menn hvis nu du skulle komme til at sige noget smide jeg dig i søen" grinede hun drillede, og priikkede ham let på næsetippen. Måske skulle det blive nødvendigt.. Nej! For håbeligt ikke, nødvendigt. WEEE!
Han sværgede, "Det er godt at se dig igen Matt" grinede hun nuttet og strøg let hendes phuskede hår væk.

"Jeg elsker vand, det ved du," lo Matthew, "så du er ikke så truende igen!" Matthew kildede Lilly og han var lykkelig for, at Lilly var glad for at se ham. Det hele fik ham til at smile.
"Tror du at vi kan glemme fortiden," spurgte Matthew, "at få det til at forsvinde fuldstændigt, og få det tilbage til det vi en gang havde?" Matthew's stemme var pludselig mørk i det.