Matthew er du virkelig den jeg tror du er? = Privat emne!

O: Ingen
S: Søen
T: aften
V: Solen er lige gået ned.
D:??
P: Lilly har det samme tøj på som min Ava! xD

Lilly sad lænet op af en af de store træer. Hun sad og tænkte på alle mulige underlige ting som kunne passe og ikkke passe. Hun pillede let ved hendes medaljon, og bed sig let i underlæben.
Hvad kunne alt det betyde, kunne det være rigtigt??
Nej det burde det ikke være men det var det vidst nok.

Matthew kom gående ved søen. Solen var ved at gå ned og det var begyndt at blive halvkøligt.
På ryggen, havde han sin guitar. Han satte sig på en bænk helt nede ved søen og gav sig til at spille en lille sød og stille melodi. En melodi, hans mor en gang havde komponeret. Han blev pludselig trist til mode. Selvom han var en dreng, var han følsom - det var som om alt alligevel var væk. Hans far ville ikke have noget med ham at gøre, det vidste han. Hans mor var død og hans søster ... ja, hvor i den store hvide verden var hun? Matthew blev ved med at spille og nynnede lidt til. Det var hans eneste gave: at kunne spille og synge.

Lilly så sig let omkring, da hun hørte envelkendt melodi. Hun listede hen mod Matt, da hun så dyt var ham der spillede.
"Matt! Hvor kender du den melodi fra??" sagde hun hurtigt og traskede hen mod ham. Underligt, den burde han nok ikke kende, siden at det var en i hendes familie som havde lavet den. For det burde jo kun være hende der kendte den, og dog sammen med hendes bror. Hele hendes famile på hendes mors side var musiker eller i hvert fald kunne de spille, og det samme kunne hun.

"Hey Lilly," grinte Matthew, lidt forskrækket, "denne her melodi?" spurgte han, mens han spillede. Han bad Lilly om at tage plads ved siden af ham.
"Det var en min mor en gang komponerede - før hendes død altså." Matthew var ilde til mode. Hans hals snørrede sig sammen.
Matthew undrede sig over, hvorfor det var, at Lilly spurgte ham om det - kendte hun den også? Det kunne ikke passe ...
"Hvorfor spørger du?" spurgte Matthew med en undren. Han spillede omkvædet endnu en gang.

"nej, ømm.. Jeg spørger fordi det var min mor som lavede den den gang jeg var lille" mumlede hun lettere trist og bed sig let i underlæben.
"Hvad? Din mor??" sagde hun lettere forvirret og satte sig ved siden af ham. Kunne det være hendes bror?? Nej, det kunne da ikke være Matt vel??
Spørgsmålene ganvede i hende nu! Nu ville hun finde ud af hvordan og havd??

"Din ... Din mor?" spurgte Matthew og stoppede brat med at spille. "Undskyld, men jeg tror at jeg hørte forkert ..." mumlede Matthew. Hans blik var tomt, og hans tanker var fulde af forvirring. Kunne Lilly virkelig ...?
"Da jeg hørte at du hed Lilly... troede jeg ikke på at det kunne være sandt. Min søster hedder Lilly, og hun har et andet efternavn - efternavnet efter min mor. Jeg har efternavnet efter min far." Matthew kiggede forvirret på Lilly.

"jeg tror jeg har fundet dig" sagde hun før hun sprang ppå ham og krammede ham.
Det kun e jo næsten ikke være sandt, hun havde fundet hendes storebror.
*YAY!* tænktte hun let til sig selv men hun knugede sig ind til ham.
Tårene trillede let ned af hendes kinder. men det var glædes tåre på en måde. Nu fandt hun ahm endelig.

//skal vi så bare sige - nu da de begge ved det - at vi bare ved det i det andet emne, f.eks. ved diskoteket (Jahilla, Jayden, Lilly og jeg?) xD //

"Lilly ..." sagde han og sukkede. Han mærkede hvordan en lettelse ramte ham. Stille tårer trillede ned ad hans kinder og han knugede Lilly ind til sig.
"Hvor har du ... ændret dig," sagde han med et smil og tørrede nogle af sine tårer væk med hans skjorteærme. "Du ligner mor, mere og mere," sagde han stille og aede hende på kinden. Han snøftede en gang og kiggede på Lilly med et smil.

Et smil brød frem hen over hendes læber. "Tak, du ligner mere og mere onkel" sagde hun drillede og prikkede ham let på næse tippen før hun tørte en af hendes tåre væk. Hun smilede let og nuttet til hamm.
Gud hvor havde hun savnet ham, mere og mere.

>//Ja de ved det godt der XD

"Fortæl så," grinte han, "hvor forsvandt du hen?" hans blik ramte Lilly's. Han smilte og var utrolig glad for, at han endelig havde fundet hende. Men nu var der jo bare så meget man skulle tage op - hvor hun havde boet og i det hele taget ... hende. Alt.
Noget af det der ærgede Matthew mest var, at Lilly og ham nu var som ... fremmede, overfor hinanden. Der var gået så lang tid...

"Hvis du var hos bedstemor, lidt oftere havde du nok fundet mig" sagde hun og prikkede ham let på næsetippen.
"Det er så dejligt at vide det er dig" sagde hun og smilede nuttet, før hun let trykkede sig ind til ham igen.

"Jeg har haft nogle problemer ..." mumlede Matthew og kiggede på Lilly, "det var derfor at jeg ikke har kunne besøge hende." Matthew sænkede blikket, men iagtog stadig Lilly.
"Jeg er også glad for at have fundet dig. Du ved godt, at jeg kun tog til Abingdon for at finde dig, ikke?" spurgte Matthew. Han huskede hvordan Lilly plejede at snakke om, at hun gerne ville på Abingdon skole, på et tidspunkt. Og det var hun nu.

"Problemer??!" sagde hun lettere alvorligt og lagde let hendes hoved på skrå.. " Gjorde du?? Og forresten hvordan har Charlie det, eller far," mumlede hun let.
Charlie kaldte hun ham, altså deres far. Da hun ikke syndes at han skulle kaldes far.

"Ja, problemer," sagde han og prøvede at grine, men forgæves, "efter at du stak af, gik alt fuldstændig ned. Charlie blev mega sur og da jeg sagde at jeg ville prøve at finde dig, sagde han, at jeg så ligeså godt kunne blive væk. Og det gjorde jeg så." Matthew håbede ikke på at Lilly ville spørge ind til de problemer som han havde rodet sig ud i, efter at hun var taget af sted. Han var sikker på, at Lilly ville væmmes ved ham, hvis hun vidste det.

"Matt! Hvad har du nu lavet??!" sagde hun og bed sig let i læben, før hun let strøg ham over kinden. "Du er min bror og jeg beordre dig til at fortælle mig alt!" sagde hun og nikkede bestemt, mens hun betragtede ham blidt.
Hun ville altså vide hvad han havde rodet sig ud i igen. "jeg bliver nød til at besøge Charlie her til sommer" sagde hun og kiggede let ned i jorden.

"Da du tog af sted, gik alt som sagt i stå. Jeg begynde at drikke lidt for eget og hang ud med de forkerte. Søs - jeg siger dig - de helt forkerte. Jeg røg ind i nogle måneder." han sukkede over hans dumheder.
Matthew blev meget overrasket da Lilly sagde, at hun var nødt til at besøge deres far.
"Du kan ikke tage hjem, Lilly." sagde han og gav hende et kærligt klem, noget han altid plejede at gøre, når Lilly var ked af det eller bedrøvet, "det kan du simpelthen ikke."

"Matt, er du skør, du burde have tænkt dig om" sagd ehun og strøg ham let over kinden."Ømm... Hvorfor må jeg ikke det??" spurgte hun stille og gav et lille smil fra sig.
Hun havde savnet ham så meget.. Og så sad han fandme i fængsel.

"Jeg ved det, men jeg holdte ikke til det. Lilly - du burde have set mig. Jeg var et nervevrag. Charlie havde flere og flere kvinder med hjem. Det var forfærdeligt." Matthew mærkede hvordan tårerne pressede på. Det var sindssygt at Matthew havde fundet Lilly igen. "Charlie er ..." Matthew sukkede, "... bare ikke Charlie længere." Matthew rystede på hovedet. Lilly skulle ikke have mere at vide. Fra nu af, måtte de to holde sig sammen og holde sig langt væk fra Charlie.

"Drikker han??" spurgte hun og kiggede ham i øjnene, før hun let lagde hendes hoved på hans skulder, selvom hun sad oven på ham.
Det var nu rart at kunne føle sig hel igen. For der var en ting Matt ikke vidste, deres bedstemor døde fra et år siden. Men det ville hun ikke sige lige nu.
Det ville være dårlig timing.

"Ja, b.la." sagde han og sukkede, "Lilly, du må tro mig, jeg vil kke have at du tager hen til ham. Forstår du? Så skal jeg hvert fald med, om jeg vil eller ej. Lilly, tro mig ..." Matthew blev helt nedtrykt.
"Vi er nødt til at passe på, hvad vi gør. Vi er begge under atten, så han kan få os hjem fra Abingdon på nul komma fem. Og det vil jeg ikke. Det her er min drøm og jeg har endda fundet mit livs kærlighed. Og min bedstven. Lilly, stol på mig, uanset hvad. Okay?" han knugede Lilly ind til sig. Han ville ikke have hende i nærheden af sin far, der drak og ... Matthew kunne ikke en gang tænke det for sig selv.

Hun nikkede, "Men det gode er at jeg har fundet alex igen, Alex, min bedste ven fra dengang jeg var lille. Ham som altid var hjemme hos os, ham der var lige så gammel som dig" sagde hun og smilede nuttet til ham.
Ja, der var nu også hendes lille hemlighed, men ingen andre en Jazz måtte vide den. Aldrig nogen side.
"Jeg lover at jeg ikke besøger Charlie" sagde hun og pustede let en hår tot væk.

"Alex? Nå ja... ham den sort hårede fyr. Ja, jeg kender ham går. Han går i min klasse." Matthew smilte og var glad for, at Lilly ikke havde været helt alene.
"Kan du huske Romeo? ham min ven fra Paris? Dengang vi boede derovre, pga. mors job? min bedsteven? Ja, ham mødte jeg forleden," Matthew grinte, "så utrolig mange overraskelser!" Matthew rystede lidt i sit hår, så det strittede lidt igen. Han smilte sødt til Lilly.

Hun rødmede let da han nævnte Romeo. Det kunne han nok godt se.. *Satans* Tænkte hun da ahun kunne mærke blive varmt i hendes kinder.
"Ja ham kan jeg godt huske" sagde hun stille og forsigtigt, bare ikke >Matt ville få mistanke om noget lige nu. det var bare det sidste hun amnglede lige nu.

"Lilly, du rødmer..." sagde Matthew og kunne ikke undgå at se hvordan hans søster prøvede at skjule det. Han kendte hende trodsalt temmelig godt.
"Der er noget du skjuler for mig," sagde han og sukkede, "jeg er godt klar over at jeg har været en idiot, men ... ja. Jeg er ked af det." alt det kom helt inde fra Matthew af og en enkelt tåre trillede ned ad hans kind.

"Det øh.. er ikke det, det er bare en ting som man kun deler med sin bedste eninde" sagde hun og rødmede let i kinderne, før hun tørte hans tåre væk.
"Det handler ikke om dig, nej øh. det er bare" hun ville helst ikke sige sætningen færdig, for det var ikk noget man delte med ens bror, nej det var kun med ens bedste veninde, som så var Jahilla.