"Definer 'sjovt', tak" //Jam//

Dato: 23/5
Tid: 11:12
Omgivelser: Tomt bortset fra redskaber og bolde.
Tøj: .http://c2.ac-images.myspacecdn.com/images02/76/m_2e4e20d6e81f45b2b39cd61a826e1891.png

Det kom vel ikke som nogen overraskelse for nogen, at det var lykkedes Samuel at undslippe kirkens lange klør, og sad nu alene i gymnastiksalen med sin guitar, mens de andre var i kirke.
Hah! Som om han, skulle stå og synge lovpriser til en gud der tillod krigen i Afghanistan, torturering, massemordere, men vigtigst af alt Dyreforsøg!? Nej, Samuel var stolt Atheist, selvom hans navn hentydede til noget ala katolsk drengebarn. Det kom fra hans mors side - den so - og hvor havde han plaget sin far om at få lov til at skifte navn. Hvad som helst duede! selv Sandy (Han havde faktisk mødt en dreng der hed Sandy - den stakkel) bare ikke Samuel. Men han kunne nu godt lide kælenavne, og eftersom folk der kendte ham ikke rigtig brugte 'Samuel', men Sammy eller Sam, så gjorde det vel ikke noget.
Han havde slæbt forstærkeren hele vejen ned til gymnastiksalen og sad nu og jammede med volumen på 5.
Han gled elegant imellem Akorderne og stoppede op for at rette sit greb de enkelte gange han fik ramt den forkert. Derefter gik han over i nogle Three Days Grace sange som havde et fedt guitarriff.
Alt i alt var det en fantastisk dag. Uden kirken

Jam var for første gang sluppet for kirken. Godt nok havde han været der en enkelt gang, da han kun havde været der til at han kunne nå at være i kirke to gange. Første gang var nok for Jam, så kan holdte sig væk denne anden gang - heldigvis. Han havde søgt tilflugt i redskabsrummet allerede omkring 09.00 tiden for at være sikker på at slippe, og det havde vist lykkedes ham.
Jam havde plantet sig et bahageligt sted ved nogle madresser og havde tændt musikken på sin mobil, meget lavt og sat det til øret. Han nynnede meget svagt med en gang imellem, og lå ellers bare med lukkede øjne, slappede af og enkelte gange ved at falde i søvn (det er hvad der sker når man går sent i seng og står tidligt op -.- træææt..). Jam fik dog lidt et chok da han pludselig hørte nogen som kom ind i hallen, og... spillede? Guitar? Pudsigt... På en sødag.. Jam troede at han var den eneste der var blevet tilbage, men der var åbenbart andre der havde fået samme idé som sig selv, men dog... Lidt dummere måske. Gik der ikke lærere rundt og tjekkede at alle elever var kommet med, eller var alle lærere taget med? Så længe havde jam ikke været på skolen, så han vidste det. Han havde i hvert fald gemt sig i redskabsrummet for at være sikker. Dog så rejste han sig op og gik hen til døren der stod på klem. Han åbnede og så ud, hen mod lyden. Hey! var det ikke? Værelseskammerat nummer 2? ham som hed.. Hvad var det nu? Simon? nej.. han måtte spørge.
"Hey" hviskede han og piftede så hen mod ham. Hav viftede med hånden for at sige at han skulle komme hen til Jam, og ja... Udveklse navn, og eventuelt gøre selvskab, hvis han ikke havde travlt med... tja, guitar spilning.

Samuel hørte ikke dregnens hvisken men fortsatte sin spillen. Han sad med benene spredt på forstærken og eftersom der var skruet ganske højt op for volumen kunne han ikke høre andet end den musik han spillede. Han kiggede koncentreret ned på sin venstre hånd der spillede akkorderne. Han lod sig glide over i et rolig fingerspil fra bandet Hardline - 31 91 hed sangen. Hver gang han spillede den sang forestillede han sig havet. Hvordan bølgerne brusede omkring ham og skummet fløj gennem luften da den ramte klippeformationerne rundt omkring ham. Hvordan palmerne nikkede let i vinden og deres kokosnødder var faldefærdige - lige til at plukke og spise hvis man fandt en skarp nok sten til at bore hul. Han måtte minde sig selv om ikke at spille den for hurtigt - noget hans guitarlærer altid havde jaget ham med. Han sukkede let og det føltes som om en stor vægt blev løftet fra hans skuldrer. Der var nu intet bedre end musik. Musik var hans liv ligeså vigtigt for ham som at trække vejret. Han levede bogstaveligt talt på grund af den guitar han sad og spillede på lige nu. Det havde været svære tider - hvilket var det der drev ham til at finde på noget kreativt at beskæftige sig med. Noget der kunne distrahere ham bare en lille smule. Da det 'svære' var nogenlunde drevet over fortsatte han sit guitarspil. Idag var der ikke meget han ikke kunne spille - der var dog grænser for hvad han gad at spille... Fuck Mozart - den Albatross.

Jam himlede med øjnene, da drengen ignorerrede ham... Eller ikke lagde mærke til han. Han var ikke vild med når folk ikke lagde mærke til ham, når han faktisk prøvede at komme i kontakt med dem. Jam satte to fingre i munden og piftede højt og skingert, så det overdøvede lyden fra forstærkeren. Eller i hvert fald så det kunne høres. "Hey!?" råbte han så højt, så drengen mmed sikkerhed hørte det. Jam så lidt hen mod madresserne, hvor hans mobil stadig lå og spillede lavt musik. En eller anden sang der nu var på playlisten. Det var vist noget Vanilla sky, med en af deres coverversioner af en eller anden popsang, eller sådan, hvad Jam lige kunne høre. Han så til bage mod drengen, og vinkede han endnu engang hen mod sig.

//undskyld længden -.-//

//Dét okay ;)//

Samuels første tanke da han hørte den skingre piften var: *Shit jeg er blevet opdaget!* og han flad forskrækket ned fra hans sideplads. Han knugede sin les Paul indtil sig for ikke at beskadige den og landte hårdt på røven. "Av for satan!" jamrede han sig men holdt sig fra at ømme sig. Det ville nok have set lidt akavet ud.
Samuel kiggede op og opdagede til sin lettelse at det ikke var en lærer - han ville være in really deep shit hvis han blev fanget. "Hvem er du?" spurgte han en smule mistroisk. *Bare han ikke sladrer...* Han rystede påhovedet af sig selv. *Sam, din idiot: Han er her jo også selv. Hvor stor tror du chancen er for at han sladrer?*

Jam himlede endnu engang med øjnene, men prøvede alligevel at undertrykke et grin over drengens forskrækkelse. Hvis det havde været en lærer havde det nok mere været noget like råben og lidt mere panik fra drengens side når han opdagede det, men nu var Jam bare Jam, og ikke en af de sure gamle lærere, som altid hunsede rundt med en. I hvert fald Jam, da han allerede havde, på kort tid, klaret at finde sin plads som drillepind og ballademager hos lærerne. Ordene 'sikke dog en idiot' kørte rundt i Jams hoved et par gange. Det var jo Idioti at sidde i selve hallen og spille høj musik, hvis nu en lærer kom forbi. "hvis du kommer herhen kan det være at jeg fortæller dig det" sagde han og og smilede lidt over det. "hvor dum er du, at sidde midt i hallen og spille høj musik?" spurgte han lidt spontant. "hvis en lærer kom forbi skal den lærer ikke være langt væk for at høre hvis nogle spiller her, det er jeg altså ked af at meddele dig" sagde han så. Han lagde mærke til at drengen var lidt ældre. Måske endda fra Marcus årgang. Hvis det var, og Drengen også var hans anden værelseskammerat (beskrivelsen han fik af rektor passede ret godt), så ville Jam være den yngste. 2 år yngre... Det skulle nok blive sjovt.

//Skal gå nu :O skal hen og snorke :P//

//eeeeej dog. var det ikke dig der skulle være sent oppe?? xD//

//I know -.-' det bliver så idag i stedet for!:O//

Drengens svar fik ham til at smile skævt.- *Sig mig driller han mig?* Hans næste kommentar hev dog hurtigt smilet af hans læber. Han lagde hovedet på skrå og kiggede på drengen som om det var åbenlyst. "Der er da ikke noget bedre end en god guitarsolo på højeste volume" pointerede han. "Så skid hull i regler og lev livet lidt farligt." Han slukkede for forstærkeren og stillede sin guitar op af den. Han dobbelcheckede om den nu stod stabilt inden han gik hen til drengen. da Sam stod foran drengen konstaterede han hurtigt at han måtte være fra en klasse under ham - eller også var han bare kort af sin alder. Han stod selv rank med en højde på 1,80 og han var nød til at bøje let på hovedet for at se ned på drengen. "Nå nu er jeg her så" sagde han med et kedsommeligt ansigtsudtryk. "Navnet var?"

//Ps. sorry den er lidt kort :/ //

Jam så hen på drengen og sukkede over ham. *Jep. Én kæmpe dumpap af en idiot... Sikke fine ord du bruger om din måske værelseskammerat, Jam*. Han rystede kort på hovedet og så mod drengen der slukkede. "nej det kan godt være der ikke er det, men næste gang lader jeg læren snuppe dig, din skovl" sagde han dybt alvorligt, og var nok mest af alt lidt muggen fordi han havde sovet så lidt og var så træt, og så blev forstyrret i sin halvsøvn af denne.... Denne dumpap af en dreng. Jam plejede faktisk aldrig at være sådan son nu. Det var faktisk første gang i lang tid han havde været morgensur, så det irriterede bare Jam endnu mere. Han så på drengen da han kom hen til Jam. Hvis det ikke havde været for irritationen kunne Jam havde stået rød i hele hovedet over sin højde i forhold til drengen. Han hadede at være den lave, og det var han forholdsvis tit. "hmp, tsk" mumlede han og vente sig om. Han gik hen imod madresserne hvor hans mobil lå endnu. Han satte sig tungt ned og tog mobilen op. "Jam. Og du? Hedder du ikke Simon eller sådan noget?" sagde han lidt spørgende. Han slukkede musikken på sin mobil og så hen på Drengen.

Sam rynkede let på panden og han bed eftertænksomt i sin underlæbe. *Hvad var der med den fyr? Hva' fanden har jeg gjort ham?* Han løftede hænderne op i en opgivende gæstus. "Rolig nu du, det er jo bare musik. Jeg har jo slukket det, og forresten er de fleste vel i kirke - hvilket bringer mig til: Hvad laver du her?"
Han betragtede drengens tilbagetrækken mod madrassen og fulgte roligt efter med blev stående nogle meter fra madrassen da drengen satte sig.
Da drengen - Jam - endelig svarede ham, smilede han let. Endelig kunne han sætte navn på det kønne ansigt. "Navnet er Samuel, men tæt på" *Gud hvor jeg hader det navn* Han så til mens drengen slukkede musikken på sin mobil og var faktisk en smule ærgelig over det. Musiksmag havde han da. Han foretrak selv det alternative, det var ligesom også det fedeste at spille på en guitar. Klassisk var for plat, Techno var en anden verision af Windows-lyde, Pop var for ens - men Alternativt: Der var der altid variation, helt egen stil, og selvfølgelig en fed guitar.

Jam så hen på pån og trak på skuldrende."det kan godt være at de er det, men det kunne lige forestille mig at de havde ladet et par lærere blive tilbage på skolen, men jeg ved det ikke.. Så længe har jeg ikke gået her" sagde han og så stadig hen på ham. Et kort undslap hans læber. "hvad jeg laver her? 1 gang røv syg kirketur, altid røv syg kirketur. Jeg har gået på skolen i lidt over en uge. Jeg var med til min første tur i søndagskirke, og allerede dér fandt jeg ud af at det skal jeg ikk igen. " sagde han og havde nu et lille smil på læben. Jam så hen på Samuel og kunne havde slået sig i hovedet. "når ja, selvfølgelig! Samuel, det var det rektor kaldte dig" sagde han og kunne næsten godt huske det nu. "når, men, Samuel, Vi skal vist dele værelse... Med Marcus, som er på samme årgang som dig, vist nok. Flink fyr." sagde han så, som en nærmest ligegyldig oplysning, da Samuel nok selv ville finde ud af de ting. Jam havde nok mest slukket for musikken, fordi han hadede baggrundsstøj når man snakkede med andre. Han hev sine ben til sig, og havde allerede en meget roligere attitude.

Samuel bemærkede Jams mere afslappede holdning og slappede selv en smule mere af. Den nye information kom ikke ligefrem bag på ham, men overrasket var han. "Nå" sagde han med et smil der spillede på læberne af ham imens han lagde hovedet let på skrå. "Jamen hej så, værelseskammerat. Jeg håber ikke du snorker" drillede han og gik hen og satte sig på madrassen sammen med Jam. Han lod sine ben hænge ud over kantenmens han lagde sig på ryggen og stirrede op i træloftet. "Jeg stoppede med at gå i kirken for længe siden - *som om jeg har nogen grund til at tro på gud* - det er bare så lamt at skulle stå og høre på en gammel katolik der sikkert lyster efter teenagedrenge som os" sagde han gravalvorligt. Halo? men ser det i medierne alt for tit - hvorfor skulle det ikke kunne ske her? Han kastede et sideblik hen mod sin guitar for at sikre sig at den stadig stod sikkert. Han vendte blikket tilbage til Jam og smilede stort. "Jeg ser frem imod at lære dig bedre at kende så"

Jam så hen på Sam og smilede muntert. "hej selv, og bare rolig... jeg snorker ikke, men bered dig på at jeg går i søvne" sagde han dybt alvorligt, men grinede så bagefter og rystede på hovedet. "ej, jeg mumler måske lidt i søvne.. Folk har ført sjove samtaler med mig imens jeg sov, og jeg har desvære med at fortælle hemmeligheder en gang imellem." sagde han muntert og så på Sam med er lidt forstående blik. "ja okay.. jeg havde håbet at der var mere spændende at gå i kirke her end i Holland, for i Holland havde vi den mest creept præst EVER! men den præst der stod og prædikede sidste gang, var omtrent lige så creppy, og jeg sov under det meste af gudstjenesten" sagde han og lyttede videre. "ja okay, du har ret. Ham præsten så også lidt halvliderlig ud når han stod der og fortalte om alt det jeg ikke hørte, og..." Jam tænke lidt på den måde præsten så på alle de unge mennesker da de var på vej ud af kirken. "ja... totalt liderlig på os alle... Jeg tager ikke derhen igen" sagde han helt bestemt, og var sikker på at han skulle trækkes meg hvis han bare skulle så meget som tænke på at tage med i kirke. Det var det mest røv syge han havde prøvet på skolen siden han ankom. Jam så hen på Sam og smilede så. "Jamen i lige måde du." sagde Jam og slog hånden i madressen. "start med at sætte dig ned istedet for at sidde og kukkelurer, Sam.. Jeg må godt kalde dig Sam, ikk?" tilføjede han lidt spørgende.

Samuel nikkede langsomt og satte sig ned på den tykke madrass ved siden af Jam. Han kastede endnu et blik over mod hans elskede guitar (<- guitar- komplex ) Han drejede hovedet og betragtede Jam og det var enlig først nu det rigtig gik op for ham at han var godt et halvt hoved højere i hvert fald. Muligvis mere. Han smilede roligt og nikkede. "Jeg ville faktisk foretrække at du kaldte mig Sam. Hader virkelig mit rigtige navn." sagde han, de sidste ord endte i en bitter tone. Han havde vel ikke rigtig nogen grund til at hade det. Det var det navn hans mor gerne ville have at han skulle hede. Det mindede ham bare om hvordan han var blevet dikteret igennem hele sit liv. Han måtte vel prise sig lykkelig for overhovedet at have undsluppet hans mors klør. Hans spekulative og bittre ansigtsudtryk gik over i et lumsk smil. *Hah! Man skal ikke undervurdere Samuel Black*
Han smilede derefter som om den lille pause´i samtalen slet ikke havde fundet sted og kløede sig i baghovedet. "Ja, nogle af de præster er nogle rigtige sataner, siger jeg dig. Tro mig" sagde han alvorligt. "Når din mor tvinger dig i kirke hver eneste søndag, uanset kontinent, så møder du rigtig mange af dem" Han lavede ikke en gang sjov. Der var jo den gang i Prao. Og den gang i Paris. For ikke at forglemme tempelet i Hiroshima. Han røs bare af tanken. "Lede sataner" mumlede han.