Alone at the stairs..

Tid: Ved seks tiden, om aftenen.
Dato: Æhm.. Den fjortene November.
Dag: Søndag.
Sted: Trapperne.
Omgivelser: En flok ældre fyre.
Vejr: Udenfor; Snevejr. Indenfor; Varmt og lunt.
Årstid: Vinter!
Påklædning: En neonpink lårkort lag-på-lag nederdel, sorte nylon strømpebukser, udover nylonnerne et par neonpink netstrømpebukser, en sort oversized hoodie med bandet 'The Red Jumpsuit Apparatus' på og en neonpink sløjfe i håret, der er dekoreret med sorte hjerter.

Ai sad ligeså stille på trappen. Hun sad på det ene trin, med fødderne plantet på trinet nedenunder, og ovenpå hendes knæ, der var hendes albuer fint placeret, og i hænderne havde hun hendes hoved. Hun sukkede tungt, mens hun åndssvagt stirrede på de ældre drenge. Hun gættede på at de vel var omkring sytten? Og hun blev kun snart femten. Hvorfor var der aldrig nogen søde drenge, der faldt for hende? Hun sad bare ligeså stille, med pandehåret foran øjnene så man ikke kunne se hendes ansigt.
Efter lidt tid, hvor hun bare havde siddet og stirret, gik det op for hende hvor irriterende det egentlig måtte være. Drengene var ikke engang nuttede! Hun var åbenbart en smule for drengesyg, en smule alt for meget drengesyg. Hun sukkede tungt, inden hun skubbede tankerne væk - som om hun gad bruge hendes aften, på et par dumme drenge!
Hun rejste sig op for at gå ned og få noget ædelse. Men da hun havde rejst sig op, kom en af drengene hen til hende, og hendes hjerne der jo var plaget af drenge, beordrede hende til at blive. Drengen nærmere sig hende og skubbede til hende, så hun var ved at miste balancen. Heldigvis havde Ai en fantastisk balance, og kom hurtigt op at stå igen. Hun stirrede rasende på drengen, med et gennemborende blik, hvorefter hun smækkede ham en lussing. "Idiot." sagde hun køligt, mens drengen tog sig til kinden og langsomt begyndte at bakke baglæns. Inden længe var drengene væk igen.
Hun sukkede tungt, inden hun gik tilbage mod trappen, for at placere hende rumpe dér. Hvorfor var der bare ingen der gad snakke med hende? Hun var jo helt alene! Hun havde troet alting ville blive bedre, når hun kom hertil, men folk ignorerede hende vidst stadigvæk? Hun sukkede inden hun fortabt og modløst satte sig på trappen igen, og kluntet fumlede med hendes medaljon.