Ny på Skolen - David

Andy lyttede på hans ord og kunne mærke hvordan de skar i ham, han havde en stor lyst til at bare løbe væk fra det hele og ikke se sig tilbage. men hans hjerte forbød ham det og ville havde ham til at blive hos David "jeg elsker også dig" sagde han og rystede på hovedet, han blev nød til at se væk fra ham for at få samlet det hele inde i sig "jeg vil ikke se dem slå dig mere" sagde han stille og tog hans hånd i sin, han så ned på den og tænkte lidt over hvad han skulle sige. han så stille op på ham og bed sig kort i læben "hvis jeg ikke må få dem smidt ud.. så gør så jeg bliver smidt ud hvis de beder om det" sagde han og ville slet ikke havde at der skulle ske ham nået, så ville han heller havde at det hele gik ud over ham. også selv om det ville betyde at hele hans uddannelse ville gå under "jeg kan bare ikke forstå hvorfor du ikke siger fra?" sagde han og viste det hele ville slå tilbage på ham selv, da han jo ikke selv havde prøvet på nogen måde at få nogen til at stoppe hans far. men hvem ville også tro på ham, det var han sikker på at ingen ville

David så på Andy og prøvede virkelig at stoppe med at græde, da det virkelig gjorde ondt og han hadede at græder overfor andre, men han følte sig bare så svag. han blev lidt lettet over Andy stadig elskede ham, da det betød alt for ham og derfor ville han ikke havde Andy var skuffet over ham eller noget. han lyttede til han ord og mærkede hans hånd i sin "det kommer du heller ikke til" hviskede han og kunne mærke han var ved at være græde færdig. han kunne mærke hovedpinen bryde frem pågrund af vandmangel. han stramte om Andy's hånd over det han sagde og så meget alvorligt på ham "men..jeg vil jo ikke havde du bliver smidt ud...så hellere få tæsk" sagde han og mente hvad han sagde han ville gøre alt for at Andy ville blive hos ham og ikke bare endag forlade ham. han så op mod loftet og rystede på hovedet "fordi så for jeg bank...og de vil fortælle alt om mig..de har åbenbart set mine papire og de ved alt om mig og jeg vil ikke havde det bliver sluppet ud på skolen" sagde han og lød næsten bønfaldende.

Andy rystede i hele kroppen og træk sine ben op til sig, han mærkede at han strammede om hans hånd. og det fik ham til at trække sine hænder til sig "men jeg vil heller blive smidt ud end at se dig ligge her igen" sagde han hårdt og mente det, han ville ikke kunne klare at se hans elskede liggende i den forkerte seng. og slet ikke med smerte "det bestemmer du selv.. men jeg ville havde stået ved din side til det sidste, og gjort at ingen fik lov til at røre ved dig eller sige nået om dig" sagde han og så op på hans ansigt og rystede på hovedet, han lag sine arme om sine ben og lag sit ansigt ned mod sine knæ og lukkede sine øjne i "de vil nok bede dig om at få mig smidt ud efter dette.." sagde han stille, og viste at han ville gå frivilligt så længe der ikke skete David nået... døren gik op og en af lægene kom ind "når David skal vi få taget de billeder ?" spurgte han venligt om, mens han kiggede ned i sine papir

David lod sin hånd falde ned på sengen, da han slap den og stirrede op på loftet igen "du må ikke blive smidt ud...så bare sladder" hviskede han helt fortabt og bed sig hårdt i læben, så den hævede del begyndte at bløde. han vidste at hvis drengene blev smidt ud ville de sørge for at David ikke slap så let fra det. han frygtede de ville fortælle alt det rav han havde lavet og hvem han havde fået smidt ud og self. fortælle alle børn om hans fortid. det kunne ødelægge hele hans liv, men han ville hellere havde Andy skulle blive ved ham, eller ihvertfald at han blev på skolen. for han var ikke sikker på om Andy ville kunne tilgive alle de ting han havde gjort og acceptere den fortid han nu havde "du kan ikke beskytte mig for alt...du må gerne prøve, men du kan ikke beskytte mig for alt" hviskede han vel vidende om at Andy måske kunne blive sur eller ked af det over det han sagde, men han håbede Andy ville forstå det han sagde. David så på Andy og ignorerede lægen "det for de ikke lov til..jeg smider dig ikke ud og jeg lade dem ikke smide dig ud" sagde han bestemt og så så hen på lægen og nikkede stille "okay..." sagde han som det første han sgade til lægen og man kunne tydligt høre på hans stemme han ikke brød sig om lægen.

Andy sagde ikke nået og sad bare helt stille, han så lidt op på lægen med et blik der viste afsky. inden han vende sit blik ned mod sine fødder og sukkede "je.. jeg ved ikke hvad jeg skal sige" sagde han bare og rejste sig op og havde lovet David at være der hele tiden, selv om han havde det virkelig dårligt med at være på hospitalet også at få sådan nået at vide. Andy var sikker på at han var vildt forelsket i David, og havde haft en fantastisk følelse inde i sig siden han så ham. men det knuste virkelig hans hjerte at få sådan nået at vide "jeg vil heller blive smidt ud end der sker dig nået" sagde han ærligt og fulgte efter når lægen tog sengen som David lå i og kørte den ud af stuen, Andy lag sine hænder ned i lommerne og ville et eller andet sted heller være hjemme hos sin far. Andy kunne godt se lægens blik ned af ham, som helt klart betød at Andy skulle spise mere. men det var han ligeglad med og det irriterede ham bare, han sagde derfor ikke nået og fulgte bare efter ind til der hvor de tager rynkenbilleder. Andy gik over og satte sig på en stol og så over på ham, mens nogle læger løftede David over på et bord

Davidså på Andy og brød sig ikke om at han var så ked af det over noget David havde gjort. David kunne slet ikke klare at han endelig havde fundet en som han vidste han kunne være sammen med forevigt, men det skulle absolut ødelægges ved at han skulle få bank og at Andy blev så ked af de ting David havde gjort for at redde sin egen røv. David lukkede sin øjne hårdt sammen da han hørte Andy's år, da han havde det som om at Andy ikke kunne lide ham mere nu. David var ikke sikker på hvordan det hele skulle gå og han var sikker på hans liv nu var ødelagt igen. han rystede stille på hovedet "nej...du må ikke blive smidt ud..for...jeg kan ikke klare det uden dig...jeg vil ikke uden dig" hviskede han imens tårene trillede ned af hans kinder igen. han var fuldkommen ligeglad med hvad lægen tænkte, men han var sikkre på lægen nok afskyede dem lige så meget som de afskyede ham. Davud gispede kort da han blev løftet over på det kolde bord og åbnede stille øjnene. han var van til dette rum, men han brød sig bestemt ikke om at være der.

Andy svarede ikke på hvad han sagde, han viste ikke hvad han skulle sige eller gøre. Han prøvede at se hvad hans hjerte sagde, men den var del i to så den kunne han ikke følge. han træk sine ben op til sig og lukkede sine øjne i, da han både ville tænke lidt også var han helt udmattet af denne dag. Alt kørte rundt inde i hans hoved og han viste ikke hvad han skulle gøre, han blev dog siddende da han jo altid holde hvad han lovede. han bed sig hårdt i læben og rystede lidt i kroppen, da han helst bare ville væk fra alt og alle. han havde aldrig troet at ægte kærlighed virkelig kunne gøre så godt, som det gjorde inde i ham det øjeblik

David kunne ikke lide at blive taget rynkenbilleder af og derfor tog det også lidt tid at tage et ordenligt billede, da David bare ville hen til Andy og sidde i hans favn og være tryg igen. men det kunne ikke lade sig gøre og han var ikke engang sikker på Andy gad at holde om ham længere. efter lægerne havde lavet rynkenbilledet og tjekket det kom en af dem ind og fortalte det bare var et bukket ribben. meget bukket. David var ret ligeglad med informationen, da intet andet en at Andy ville holde om ham igen kunne ændre hans humør. han havde stadig lukkede øjnene og ville bare ønske Andy ville være helt tæt på ham igen.

Andy blev bare siddende og åbnede sine øjne da han hørte døren blev åbnet, han lyttede på hvad lægen sagde og var endelig glad for at det ikke var slemmer "hvad sker der så ?" spurgte han lægen om og håbede endelig på at David kunne komme tilbage så hurtigt som muligt, han bed sig i læben og kunne ikke få sig selv til at se over på sin elskede. hans hjerte var helt knust og han kunne ikke forstå nået som helst, han ville gerne havde ham i sine arme igen. men på den anden side så havde han mest lyst til at forsvinde, han viste aldrig om han ville klare at havde en kæreste. det var meget indviklet i hans hoved

David åbnede stille øjnene og så på lægen med et tomt blik, hvorefter han så hen på Andy. han bed sig stille i læben, da han var lidt bange for hvad lægen mån ville gøre ved det, da han virkelig ikke orkede at være i nerheden af så mange læger og syntes bare det var ubehageligt at være på hospitalet. da det kun betød noget dårligt i hans øjne "vi kanikke gøre så meget ved det..han skal bare tage det med ro og ikke lave for meget fysisk..det vil gøre ondt i lang tid fordi det kommer til at tage sin tid at rette ud af sig selv igen..men han vil sagtens kunne komme tilbage til skolen. hans ben har det ikke helt godt, men den smerte vil nok gå over om nogle dage så det kunne være meget være..hans sår skal selvfølgelig heale" forklarede lægen med et stift smil. David sukkede stille og lukkede sine øjne igen. han var så træt og alt den sorg gjorde ham så ked af det at han var ligeglad med hvad der skete med hans krop. dog var det rart han kunne komme væk fra hospitalet.

Andy så på lægen og prøvede at forstå hvad han snakkede om og nikkede lettet, da han jo havde lovet at blive sammen med David. men at være på et syghus fik hans nakkehår til at rejse sig, han rejste sig stille op og gik over til David "jeg tror han siger at du kan komme hjem" sagde han uden at se ned på ham, da han ikke selv var sikker på hvad lægen lige havde sagt. selv var det bare som en irriterende bi i hans ører, hans blik kunne og ville ikke se ned på ham. hans hjerte var allerede knust og at se på ham ville knuse det mere "så skal du hjem i seng" sagde han og tvang sit blik ned mod ham, hans blik så trist på ham og det var svært at se en man elskede sådan

David så på lægen og tænkte lidt over informationen, men vente så sit blik tilbage på Andy og nikkede stille. han kunne gfodt se på ham han ikke ville se på ham og det gjorde ham blot mere ked af det, da han var ret sikker på det var fordi Andy var sur på ham og det hjalp slet ikke at Andy nu kiggede på ham med et trist. han lukkede sine øjne igen og sukkede stille. han satte sig helt forsigtigt op og skar kort ansigt af smerterne "okay...hjem..og i seng" sagde han stille og rejste sig stiller op, hvor han igen skar en grimasse af smedrten *dumme ribben* tænkte han irriteret.

Andy så på ham og nikkede "ja det vil nok være det bedste" sagde han og kunne ikke lide at se David i smerter, han lag hans ene arme over sine skulder og lag sin arm som var tættes på ham omkring livet på ham. inden han begynde stille at gå ud, endelig så viste han jo at han aldrig ville kunne holde ham oppe hvis han var tæt på at falde "og når du får det bedre så snakker vi alt igennem" sagde han og ville endelig ikke snakke eller blive sur på en syg person, det var helt forkert i hans hoved at ikke havde en som kunne sige ham imod eller stoppe ham på nogen måde. han gik ud af hospitalet og tog sin hånd ned i lommen da han skulle se hvor mange penge han havde på sig, inden han fik stoppet en taxa. han åbnede stille døren til David og bed sig bare i læben

David nikkede stille og så stille på Andy uden at sige noget. han lod ham bare styrre hans arm og fulgte stille med ud af hospitalet. han kunne ikke lide at Andy ville snakke om det når han havde fået det bedre, men han vidste at det var det eneste rigtige at gøre. så kunne det endda være at Andy kunne tilgive ham og ville være mere forstående for David's problem. han så ned i jorden hele tiden og ville ikke se på nogle mennesker overhovede. han ville bare væk fra gaden og ind på værelset så ingen behøvede at se ham i den sølle tilstand. han var nu glad for at han kunne stå lidt tæt på Andy, selvom han godt vidste det nok bare var for at Andy kunne sikre sig han kunne komme hjem. for David var ret sikker på at Andy stadig var sur på ham og egentlig sikkert ikke gad ham lige nu. det virkede hvertfald sådan og det gjorde David meget ked af det.

Andy ventede på at David havde sat sig ind inden han selv satte sig ind, og så på på manden i bilen "til Abingdon skole" sagde Andy bare og bilen begynde at køre, han så bare ned i sit skød og viste ikke hvad han skulle gøre og rakte bare stille sin hånd hen til David. han savnede at havde ham tæt på sig, som natten før og han var sikker på at denne nat ville han ligge i sin egen seng. da han var virkelig bange for at han på en eller anden måde ville gøre så David kom mere til skade, hans blik var træt i det over alt der havde sket. og bange for at miste David at alt var forsent

David så lidt på Andy da han satte sig ind og så ned igen efter. han bed sig nervøst i læben, da han syntes det var meget akavet og han var virkelig bange for hvad der ville komme til at ske. han ville ønske han kunne ligge sammen med Andy nu, da det virkelig havde fået ham til at fæle sig godt tilpas aftenen før. han så så overrasket på hans hånd, da han rakte den hen til ham. David tog forsigtigt fat i hans hånd, hvorefter han så på Andy med et meget forsigtigt blik. han bed sig stille i læben og var ikke sikker på om han nu skulle sige noget eller bare holde sin mund. han kkunne godt så at Andy ikke havde det godt på nogen måde og det gjorde ham mere ked af det, da han følte det var hans skyld.

Andy mærkede at David tog hans hånd, og var glad for det da det fik ham til at føle sig lidt bedre tilpas. selv om det jo slet ikke skulle være ham det skulle havde det dårligt på nogen måde, så havde han det alligevel. han så kort ud af vinduet når taxa'en stoppede og han tog sin hånd til sig, og tog den ned i lommen og fandt pengene frem. inden han åbnede døren og gik ud og rakte sin hånd ind til David for at hjælpe ham ud, han lag hans arm over sin skulder igen på samme måde. og begynde at gå mod den store dør, hvor han gik ind af og videre hen mod deres værelse

David så på ham og tænkte lidt over alt det der var sket. han sukkede helt stille og lod bare Andy betale og tog hans hånd igen, hvorefter han steg ud af bilen og lod sig støtte op af ham. han havde valgt bare at tie stille og følge med. han var bange for at gøre mere forkert eller sige flere dumme ting og han ville ikke gøre det hele værre, selvom det allerede var nærmest så slemt det kunne være. han så ned i gulvet hele vejen, da han på ingen måde havde lyst til at se på nogle af eleverne hvis der overhovede stadig var nogle af dem oppe endnu. han støttede sig til Andy og håbede bare at Andy ville ligge med ham igen, for det var det han ønksede sig allermest.

Andy stoppede op udenfor deres dør og åbnede døren inden han træk David blidt ind, han gik over til hans seng og satte ham ned. inden han gik hen og lukkede døren igen, han gik hen og satte sig ned på sine knæ foran ham. og tog langsomt hans sko af ham, imens han kæmpede for at holde tårene inde. men de ville bare ud og en af dem fald ned på David's ene sko, han var så forvirret over det hele og ville bare havde ønsket at dette også ville være en perfekt aften. men det viste han jo godt at det aldrig ville blive, han rejste sig derefter op og tog fat i hans trøje og træk den over hovedet. selv om tankerne om alle de gange med hans far slog ind i hans hoved

David fulgte blot med ham og lod sig dumbe ned på sengen. han så ned imens han tog hans sko af og stivnede i hele kroppen, da han så Andy's tåre "Andy..." hviskede han helt stille og forsigtigt, hvorefter han så op på Andy med et bemkymret og undskyldende blik. han tog stille fat i hans hånd og flettede sine fingre ind mellem hans "tilgiv mig..." hviskede han stille og bed sig stille i læben. han så lidt på Andy's overkrop og kunne tydeligt huske aftenen før. han så hurtigt ned igen og klemte helt forsigtigt om Andy's hånd, da han var bange for at knække den eller noget.

Andy så ned efter sin hånd og tørrede sine tåre væk med den anden hånd "lad os få dig i seng" sagde han bare og træk sin hånd til sig, da han ikke kunne få sig selv til at snakke om det. han træk hans trøje helt af og smed den over på en stol "kan du få dine bukser selv af ?" spurgte han om da han var bange for at få et bagslag hvis han gjorde det, da han jo helst ikke ville fortælle nogen om hvad han's far kan finde på. og gik selv hen og tog sin trøje af, mens tankerne kørte rundt i hans hoved og fik hans tåre til at løbe igen

David så oppå ham og kunne mærke det sårede ham at Andy snakkede uden om på den måde. da David forstod det som om Andy ikke ville tilgive ham. han sagde dog ikke noget, da han ikke kunne finde på noget at sige. kun ting han vidste kunne gøre det hele værre. han så lidt på sine bukser og nikkede stille "det kan jeg godt selv.." sagde han stille og så lidt hen mod Andy. han sukkede stille og rejste sig helt stille op, hvorefter han skar en grimasse og tog sine bukser af. han dumbede ned på sengen igen og var helt ligeglad med et det gjorde ondt. da det psykiske smerte var så meget værre. han så hen mod Andy og bed sig hårdt i læben, da han så Andy's tåre.

Andy så kort over på ham for at være sikker på at han tog det roligt, han tog sine bukser af og fandt sine røde joggingbukser frem. inden han tog sin børste og satte sig over i sin seng, han træk sine ben op under sig og tørrede sine tåre væk. han bed sig i læben og begynde at børste sit hår, han kunne ikke klare at se ham sådan og følte sig knust over det hele. han rejste sig lidt efter op og gik hen og slukkede lyset "godnat" sagde han stille og tøvede meget inden han gik hen og lag sig i sin egen seng, han følte sig alene når han lå der. men var bange for at han ville komme til at skade David hvis han lå der over, han rykkede sig helt ind mod væggen og så bare ind på den og bed sig i læben

David fulgte Andy med blikket og havde det helt dårligt over at havde set Andy grade. han så ned i gulvet og lagde godt mærke til der blev helt mørkt. han lagde sigs tille ned og træk sin dyne om sig, hvorefter han så hen mod Andy og bed sig forsigtigt i læben for ikke at begyndte at bløde igen "godnat" sagde han og puttede isg til sin dyne. han havde det somom det manglede noget noget meget vigtigt. ikke engang hans søsters bamse kunne få ham til at sove. han rejste sig så op efter noget tid og knugede bamsen ind til sig. det gik dog lige nogle sekunter, før han kig hen til Andys seng og lagde sig helt forsigtigt ved siden af ham. han var bange for hvad Andy ville gøre, men han kunne ikke klare at ligge alene. han havde virkelig brug for at være tæt på Andy.

Andy så bare ind i væggen og skrev David's navn et par gange på den med sit finger og tegnede et hjerte, han mærkede sin seng bevæge sig og var jo sikker på hvad det var. han vende sig langsomt om og så på David's ansigt, hans fingere strøg hen over hans kind "hvad laver du her ?" spurgte han stille om og kyssede kort hans læber, inden han træk sig tilbage igen. frygten for at han ville skade David i søvne sad oppe i halsen på ham, men han følte sig bedre tilpas med ham ved sin side "je.. jeg er bange for at jeg skader dig" hviskede han og så på det ansigt som han elskede så meget, han havde tilgivet David for alt. selv om han ikke ligefrem havde sagt det, så havde det med at han var skadet og pågrund af Andy fået ham til at ikke sige nået til at han tilgav ham